Batterianlæg til erhverv og landbrug
Få mere værdi ud af strømmen – og større kontrol over, hvornår I køber, lagrer og bruger den.
ECNergy dimensionerer og etablerer batterianlæg ud fra jeres forbrug, energiproduktion og driftsbehov.
Energilagring med et klart formål
Et batterianlæg gør det muligt at lagre strøm og bruge den på et andet tidspunkt. Det kan være strøm fra jeres solcelleanlæg, som ellers ville blive sendt ud på elnettet, eller strøm købt i timer, hvor elprisen er lavere.
Men værdien af et batteri afhænger af, hvad det skal bruges til. For nogle virksomheder handler det primært om at øge egenudnyttelsen af solenergi. For andre er målet at udjævne effekttoppe, udnytte variationer i elprisen, deltage i systemydelser eller sikre kritiske dele af driften ved strømsvigt.
Derfor begynder en god batteriløsning ikke med valget af et bestemt produkt. Den begynder med en analyse af jeres forbrug, produktion og behov.
Hvad kan et batterianlæg til erhverv bruges til?
Brug mere af jeres egen solenergi
Når solcelleanlægget producerer mere strøm, end virksomheden bruger, kan den overskydende energi lagres i et batteri. Strømmen kan derefter bruges senere på dagen, om natten eller i andre perioder, hvor solcelleproduktionen er lavere end forbruget.
Det kan øge egenudnyttelsen af solcelleanlægget og reducere behovet for at købe strøm fra elnettet. Hvor stor værdien bliver, afhænger blandt andet af, hvornår overskuddet opstår, og hvordan virksomhedens forbrug fordeler sig over døgnet og året.
Udnyt variationer i elprisen
Elprisen varierer fra time til time. Et batteri kan oplades i timer med lavere priser og levere strøm til virksomheden, når priserne er højere.
Muligheden for at flytte energiforbruget mellem timer kaldes ofte energihandel eller prisoptimering. Den økonomiske gevinst afhænger ikke kun af forskellen mellem køb og anvendelse. Der skal også tages højde for nettariffer, afgifter, virkningsgrad, batteriets kapacitet og den valgte driftsstrategi.
Derfor bør potentialet altid beregnes ud fra konkrete data frem for generelle antagelser om elpriserne.
Udjævn virksomhedens effekttoppe
Virksomheder med store, kortvarige belastninger kan opleve markante effekttoppe. Det kan eksempelvis ske, når flere maskiner, køleanlæg, varmepumper eller ladepunkter er i drift samtidig.
Et batterianlæg kan levere en del af den nødvendige effekt i disse perioder og dermed reducere belastningen fra elnettet. Denne anvendelse kaldes ofte peak shaving eller effektreduktion.
Effektreduktion kan være relevant i forhold til virksomhedens nettilslutning, tariffer eller planer om at udvide produktionen. Muligheden afhænger dog af den konkrete installation og de gældende tarif- og netforhold.
Deltag i systemydelser
Et batterianlæg kan i nogle tilfælde stille fleksibilitet til rådighed for elnettet gennem systemydelser. Batteriet kan reagere hurtigt ved ubalance mellem produktion og forbrug og dermed bidrage til at stabilisere elnettet.
Deltagelse sker typisk gennem en aggregator, der styrer batteriet og samler kapaciteten fra et eller flere anlæg. Det kræver, at batteriet, inverteren, kommunikationen og styringen opfylder kravene til de markeder, anlægget skal deltage på.
Systemydelser kan skabe en ekstra indtægtsmulighed, men priser, krav og markedsvilkår ændrer sig løbende. Indtægten bør derfor ikke betragtes som garanteret, og der skal tages højde for aftalevilkår, tilgængelig kapacitet, slid og batteriets øvrige anvendelser.
Systemydelser og netværksstabilisering – muligheder med batterier
Skab mulighed for nødstrøm
Et batteri kan indgå i en løsning, der holder udvalgte installationer i drift, hvis strømmen fra elnettet forsvinder. Det kan være relevant for virksomheder og landbrug, hvor et strømsvigt kan medføre produktionsstop, tab af varer eller problemer med eksempelvis køling, ventilation, malkning og IT-systemer.
Et almindeligt nettilsluttet batterianlæg giver dog ikke automatisk nødstrøm. Anlægget skal være projekteret til formålet og blandt andet have den nødvendige styring, omskiftning og mulighed for at danne et lokalt elnet. Samtidig skal det afklares, om hele virksomheden eller kun udvalgte kritiske belastninger skal forsynes.
En god businesscase begynder med jeres data
To virksomheder med det samme årlige elforbrug kan have behov for vidt forskellige batterier. Det afgørende er ikke kun, hvor meget strøm virksomheden bruger, men også hvornår strømmen bruges, og hvornår et eventuelt solcelleanlæg producerer et overskud.
Hos ECNergy tager vi udgangspunkt i virksomhedens faktiske data. Afhængigt af projektet ser vi blandt andet på:
- Forbruget time for time
- Eksisterende eller forventet solcelleproduktion
- Overskydende solenergi
- Variationer i elpriser og relevante tariffer
- Virksomhedens effekttoppe
- Mulighederne for op- og afladning
- Batteriets forventede virkningsgrad og driftsmønster
- Behovet for nødstrøm eller deltagelse i systemydelser
- Forholdene omkring nettilslutning og den eksisterende elinstallation
På den baggrund kan vi beregne, hvordan forskellige kombinationer af effekt og kapacitet forventes at påvirke økonomien. Beregningen viser et estimeret potentiale baseret på de valgte forudsætninger – ikke et garanteret økonomisk resultat.
Eksempeldata fra et eksisterende batteri og solcelleanlæg. Den konkrete businesscase afhlnger blandet andet af forbrug, produktion, elpriser, tariffer, virkningsgrad og driftsstrategi.
Hvad er forskellen på kW og kWh?
Når et batterianlæg skal dimensioneres, er det vigtigt at skelne mellem effekt og kapacitet.
Effekt måles i kW
Effekten fortæller, hvor hurtigt batteriet kan oplades og aflade. Den er blandt andet afgørende for, hvor stor en belastning batteriet kan understøtte på et bestemt tidspunkt.
Hvis batteriet skal reducere store effekttoppe eller forsyne strømkrævende installationer, kan der være behov for en høj invertereffekt.
Kapacitet måles i kWh
Kapaciteten fortæller, hvor meget energi batteriet kan lagre. Den er afgørende for, hvor længe batteriet kan levere strøm ved et givent forbrug.
Et batteri kan derfor have en høj kapacitet, men en relativt lav effekt – eller omvendt. Den rette kombination afhænger af, om formålet eksempelvis er at lagre solenergi over flere timer, reducere korte effekttoppe eller understøtte bestemte belastninger under et strømsvigt.
Solceller og batterier som samlet energiløsning
Et batterianlæg kan etableres sammen med et nyt solcelleanlæg eller tilføjes til et eksisterende anlæg. Kombinationen gør det muligt at gemme en del af den strøm, som ikke kan bruges på produktionstidspunktet.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at batteriet skal kunne rumme hele solcelleanlæggets overskudsproduktion. Et for stort batteri kan stå med uudnyttet kapacitet, mens et for lille batteri kan være fuldt opladet, før dagens overskud er lagret.
Dimensioneringen bør derfor tage udgangspunkt i samspillet mellem solcelleproduktionen, virksomhedens forbrug, batteriets effekt og kapacitet samt den ønskede driftsstrategi.
Vi ser solcelleanlæg, batteri og energistyring som én samlet løsning. På den måde kan de forskellige dele dimensioneres til at arbejde sammen frem for at blive vurderet hver for sig.
Batteriløsninger til forskellige behov
Virksomheder og industri
For virksomheder og industrikunder kan et batterianlæg blandt andet bruges til at øge egenudnyttelsen af solenergi, udjævne effekttoppe og flytte energiforbruget mellem forskellige timer.
I produktionsvirksomheder er det vigtigt, at løsningen tilpasses de eksisterende installationer og virksomhedens drift. Styringen skal tage højde for både økonomi, produktionsplaner og eventuelle kritiske processer.
Landbrug
På landbrug kan forbruget variere betydeligt over døgnet og mellem årstiderne. Malkning, ventilation, køling, korntørring og andre installationer kan skabe perioder med høj belastning, mens et solcelleanlæg kan producere et stort overskud på andre tidspunkter.
Et batteri kan være med til at flytte energien mellem disse perioder. Samtidig kan det indgå i en løsning med nødstrøm eller i et stand-alone-anlæg med fokus på systemydelser.
Kommuner og offentlige organisationer
For kommuner og andre offentlige organisationer kan batterier understøtte driften af bygninger med solcelleanlæg, ladestandere, varmepumper eller andre større elektriske installationer.
Her skal der ofte være særligt fokus på dokumentation, sikkerhed, støj, udbud, forsyningssikkerhed og langsigtet drift. Løsningen skal derfor vurderes ud fra både de tekniske forhold og organisationens krav til økonomi og drift.
Se vores batteriløsninger
ECNergy arbejder med batterianlæg i forskellige størrelser og konfigurationer. Løsningen kan etableres som et selvstændigt batterianlæg eller kombineres med solceller, energistyring, systemydelser eller nødstrøm.
Vi tager ikke udgangspunkt i én bestemt model. Først afklarer vi formålet og de tekniske behov. Derefter udvælger og dimensionerer vi den batteriløsning, der passer til projektet.
Nedenfor kan I se et udvalg af de batterier og produktserier, vi arbejder med eller læs om alle de forskellige batterityper vi arbejder med her: XXXXXXX
Solax Trene
SolaX tilbyder et bredt udvalg af batterisystemer fra mindre erhvervsløsninger til storskala energilagring. Serien kombinerer høj fleksibilitet, stærke funktioner og attraktiv økonomi, hvilket gør SolaX til et populært valg blandt virksomheder, landbrug og industri.
Huawei LUNA2000
Huawei er blandt verdens førende teknologivirksomheder og tilbyder nogle af markedets mest avancerede batterisystemer. Huawei er det oplagte valg for virksomheder, der prioriterer maksimal driftssikkerhed, intelligent software, avancerede sikkerhedsfunktioner og høj kvalitet.
Elecnova ECO-E261LP
Elecnova leverer moderne energilagringsløsninger med væskekøling, LFP-batteriteknologi og høj sikkerhed til en konkurrencedygtig pris. Serien er velegnet til virksomheder, der ønsker høj kapacitet og driftssikkerhed med fokus på investeringsøkonomi.
Vi tager ansvar for hele processen
Et batteriprojekt omfatter mere end levering af selve batteriet. Placering, fundament, kabelføring, tavler, kommunikation, nettilslutning, styring og sikkerhed skal fungere som én samlet installation.
1. Analyse og dimensionering
Vi afklarer, hvad batteriet skal bruges til, og analyserer relevante forbrugs- og produktionsdata. Herefter vurderer vi forskellige kombinationer af effekt, kapacitet og driftsstrategi.
2. Projektering og myndighedsforhold
Vi projekterer den samlede løsning og håndterer de relevante tekniske afklaringer, tilmeldinger og dokumentationskrav. Nettilslutningen vurderes som en del af projektet.
3. Klargøring og installation
Vi står for den praktiske etablering, herunder de nødvendige jord- og fundamentarbejder, kabelføring, tavler og montering af batterianlægget.
4. Idriftsættelse og styring
Vi står for den praktiske etablering, herunder de nødvendige jord- og fundamentarbejder, kabelføring, tavler og montering af batterianlægget.
5. Service og drift
Et batterianlæg skal overvåges og vedligeholdes gennem hele dets levetid. Vi kan hjælpe med service, fejlfinding, opfølgning og den løbende drift af anlægget.
Oplev forskellige batterier i drift
Det kan være svært at vurdere et større batterianlæg ud fra et datablad alene. Hvor meget fylder det? Hvordan lyder kølingen? Hvordan er komponenterne opbygget, og hvad kræver installationen i praksis?
På vores testcenter i Nors har vi forskellige batteriløsninger, invertere og energisystemer i drift. Her kan I opleve udstyret på tæt hold og få en teknisk gennemgang af de muligheder og forskelle, der er relevante for jeres projekt.
Et besøg kan med fordel kombineres med en indledende dialog om jeres forbrug, installation og formålet med batteriet.
Se eksempler på vores batteriprojekter
Vi har leveret batterianlæg til forskellige formål – blandt andet lagring af solenergi, systemydelser, energistyring og øget forsyningssikkerhed.
I vores cases kan I se eksempler på, hvordan anlæggene er dimensioneret, installeret og integreret hos kunden.

Mere værdi fra egen solenergi
Batterilagring til landbrug: Mere værdi fra egen solenergi Et moderne landbrug har taget endnu et skridt mod en mere fleksibel og driftssikker energiløsning med et

Batterilagring til systemydelser i moderne landbrug
Batterilagring til systemydelser i moderne landbrug Hos en dansk landbrugsvirksomhed har ECNergy leveret og installeret tre stand-alone batterier med fokus på systemydelser og fleksibel energistyring.

Landbruget som aktiv spiller i fremtidens energisystem
Landbruget som aktiv spiller i fremtidens energisystem ECNergy har leveret seks stand-alone batterianlæg til en dansk landbrugsvirksomhed. De seks batterier på hver 100 kW /

Rene Hummelmose: Øget sikkerhed med solceller og batteri
Rene Hummelmose: Øget sikkerhed med solceller og batteri Hos ECNergy har vi leveret en komplet og fremtidssikret energiløsning til mælkeproducent Rene Hummelmose, som kombinerer et
Ofte stillede spørgsmål om batterianlæg
Hvad koster et batterianlæg til erhverv?
Prisen afhænger blandt andet af batteriets effekt og kapacitet, den valgte teknologi, placeringen, nettilslutningen og om projektet kræver jordarbejde, nye tavler eller andre ændringer af elinstallationen. Derfor bør prisen vurderes ud fra det samlede projekt og ikke kun ud fra en pris pr. kWh batterikapacitet.
Hvordan finder man den rigtige batteristørrelse?
Den rigtige størrelse findes ved at sammenholde formålet med batteriet med virksomhedens forbrug, solcelleproduktion og effekttoppe. Der skal både vælges en passende effekt i kW og en kapacitet i kWh. En timebaseret analyse giver et bedre grundlag end en dimensionering baseret alene på det årlige elforbrug.
Kan et batteri lagre strøm fra et eksisterende solcelleanlæg?
Ja, i mange tilfælde kan et batteri eftermonteres på et eksisterende solcelleanlæg. Det kræver dog en teknisk vurdering af invertere, tavler, tilslutningsforhold, styring og den eksisterende installation.
Kan man spare penge ved at købe strøm, når den er billig?
Et batteri kan oplades i timer med lavere elpriser og levere strøm, når priserne er højere. Om det giver en attraktiv besparelse, afhænger blandt andet af prisforskellene, tarifferne, batteriets virkningsgrad og den valgte driftsstrategi.
Kan et batterianlæg deltage i systemydelser?
Nogle batterianlæg kan deltage i systemydelser gennem en aggregator. Det kræver, at batteri, inverter, styring og kommunikation opfylder de relevante tekniske krav. Indtjeningen varierer med markedsvilkårene og bør ikke betragtes som garanteret.
Giver et batteri automatisk nødstrøm?
Nej. Et almindeligt nettilsluttet batteri giver ikke automatisk strøm under et netudfald. Løsningen skal projekteres til nødstrøm eller ø-drift og have den nødvendige omskiftning, styring og kapacitet til de installationer, der skal forsynes.
Hvad er forskellen på kW og kWh?
kW angiver batteriets effekt og dermed, hvor hurtigt det kan oplade eller levere strøm. kWh angiver kapaciteten og dermed, hvor meget energi batteriet kan lagre. Begge dele skal passe til den opgave, batteriet skal løse.
Hvor længe holder et erhvervsbatteri?
Levetiden afhænger blandt andet af batteriteknologien, antallet af cyklusser, temperaturforhold, afladningsdybde og den valgte driftsstrategi. Producentens garanti og betingelserne for kapacitetsbevarelse bør derfor indgå i vurderingen af den samlede løsning.
Skal vi vurdere potentialet hos jer?
Det første skridt er at afklare, hvad batteriet skal gøre for jeres virksomhed. Hvis I har timebaserede forbrugsdata og eventuelt data for solcelleproduktion eller overproduktion, kan vi bruge dem som grundlag for en indledende vurdering.
Herefter kan vi se nærmere på den relevante effekt, kapacitet, driftsstrategi og de praktiske forhold på jeres adresse.